Sherlock Holmes Klubben i Danmark

Fremhævet

Sherlock Holmes og hans ven og følgesvend, Doktor Watson, har fået masser af opmærksomhed i de senere år.

Tv-serier som Sherlock, Elementary og Miss Sherlock og film som Sherlock Holmes og Holmes & Watson har åbnet mange, især yngre menneskers øjne for den geniale detektiv og de fire romaner og 56 noveller, som sir Arthur Conan Doyles skrev om deres eventyr i victoriatidens England i selskab med et væld af spændende bipersoner, ikke mindst superskurken professor Moriarty og den skønne Irene Adler, den eneste kvinde, som overvandt Sherlock.

Den fornyede interesse for verdens første og mest geniale rådgivende detektiv er noget, der glæder medlemmerne af Sherlock Holmes Klubben i Danmark. Vi har eksisteret siden 1950 og er det ældste, stadig aktive datterselskab af moderklubben, The Baker Street Irregulars i USA. Og for os er Holmes og Watson lige så spillevende, som de altid har været, når vi læser og genlæser de originale historier.

Nogle af os spiller endda spillet, ’The Game’, som man kalder det, og forestiller os, som om Sherlock Holmes er en virkelig person, hvis meritter der kan forskes i og skrives om med lige så stor autoritet og selvfølgelighed som alle andre historiske skikkelser.

Podcast om danske Sherlock Holmes-radioteaterstykker

Vort højtestimerede bestyrelsesmedlem, Sherlock Holmes-forsker Palle Schantz Lauridsen, BSI, har begået en podcast i fire afsnit, som ikke mindst handler om en række af de hørespil og radioteaterstykker, som gennem årene er blevet produceret og udsendt af Danmarks Radio.

I løbet af den kommende tid – og som optakt til Sherlock Holmes Klubbens 75 års fødselsdag – vil Palle offentliggøre et afsnit af podcasten om ugen.

Palle fortæller: »I en serie på tre håndholdte podcasts fortæller jeg historien om, hvordan fortællinger om Sherlock Holmes er blevet brugt i dansk radio. Serien er fyldt med lydklip fra de gamle radiodramaer. Vi hører en række kendte danske skuespillere som Ebbe Rode, Jørgen Reenberg og Jesper Langberg. Afsnit 4 fortæller om de radioforedrag om Holmes, der har været sendt på Danmarks Radio. Også dén har mange lydklip med kendte danske Holmes-kendere: A.D. Henriksen, Harald Mogensen, Christian Elling og Niels Birger Wamberg.«

Premieredatoer:

1. afsnit: 16. april 2025

2. afsnit: 30. april 2025

3. afsnit: 14. maj 2025

4. afsnit: 28. maj 2025 – bonusafsnit om Radiofoniske foredrag

Første afsnit er altså ude nu og kan høres lige her.

Andet afsnit er også tilgængeligt nu.

Nyt nummer af ‘Sherlockiana’ på gaden!

Læs om Aarets første klubmøde, der grundet nedlukningen ikke var noget Aarsmøde

The Annual Meeting i The Baker Street Irregulars, der ikke foregik i New York men i cyberspace — og om det nye danske medlem med Investiturtitlen ‘A Copenhagen Label’

Skål i Deres eget rum for den tredjevigtigste person i Conanen — De gætter aldrig hvem!

Nogle få er det dog lykkedes at komme ud i verden: læs om SHERLOC og den røde planet

Trods nedlukning har Klubben fået nye medlemmer: læs Mit første møde med Sherlock Holmes af det nyeste

Nyt nummer af ‘Sherlockiana’ på gaden!

ØREMÆRKET TEMANUMMER

‘Ear all about it!

Man kommer til at hænge noget med ørerne, når Præsident Mia Stampe Lagergaard pga. fortsatte Coronarestriktioner ikke kommer med den traditionelle invitation til det næste fysiske Aarsmøde i 2021 – men gudskelov har vi altid nettet;

Og man er heldigvis også lutter øren til ”Mit første møde med Sherlock Holmes” – for denne gang er det Jens Byskov Jensen, der beskriver, hvad der førte til hans første møde med Mesteren dengang i Vejle;

Og man spidser yderligere ører, når Jens Byskov fortsætter med, hvad hans første møde med Sherlock Holmes førte til – hvor turen går udenlands til Chicago og New Orleans (udtales: New Orleans);

Hold ørerne stive, når Palle Schantz Lauridsen kommer med nye teaterhistoriske opdagelser – og hvad der deraf følger, når en slidt og bulet blikkasse møder en række øresønderrivende dilettantopsætninger … og Sam Finkelstein;

Vend ikke det døve øre til omtalen af den nye, spændende Netflix-film om Enola Holmes: ”handlekraftig og charmerende” – for det er Christian Monggaard, der begejstret anmelder;

Og Christian Monggaard hælder mere vand ud af ørerne om sine udenlandsrejser, inden covid-19 fik lukket verden ned – denne gang om hans åndfulde besøg på New York Public Library og de skatte, det gemmer;

Lyt til beskrivelsen af, hvordan Redaktør Svend Ranild fik ørerne i maskinen;

Og lån ører til endnu en omgang øregas fra Michael Skov Lambek, der snakker Moriarty et øre af med sin nye Affæren med den upåagtede listetyv – løst baseret på en ældre Affære;

Alt i alt har Redaktøren haft meget om ørerne: hør yderligere bulletiner om affæren med det falske frimærke, Holmes i amerikansk politik, samt flere auditive ekstremiteter i ”The Cardboard Box” og ”The Final Problem”… — og Sam Finkelstein!

KUN for Medlemmer af Sherlock Holmes Klubben i Danmark!
Måske taler Scatmesteren for døve øren, men husk DU kan forny DIT medlemskab: det koster stadig kun 200 kr. – og 0 øre.