Sherlockianske galopløb

Kulturminister Marianne Jelved har med opbakning fra de politiske partier vedtaget, at hestevæddeløbssportens andel af Danske Spils overskud skal reduceres over de næste fire år. Dette kan ikke undgå at få konsekvenser for sporten, og det kan måske betyde lukning af flere danske væddeløbsbaner.

Bestyrelsen for Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond (HFF), der forvalter tildelingen for kulturministeriet, har foreslået nedlæggelse af travbanerne i Billund og på Nykøbing Falster, samt at galopsporten koncentreres i Klampenborg og Århus. Dette betyder, at der ifølge forslaget ikke længere afvikles galopløb i Aalborg og Odense efter 1. januar 2015.

Henry Lauritzen’s tegning fra 1963 med Aalborg-tårnet i baggrunden. Copyright.

Jeg har talt med direktøren for Aalborg Væddeløbsbane, Michael Korfitsen. Han pointerer, at intet endnu er vedtaget. Væddeløbsbanerne har nu seks uger til at svare på forslaget fra HFF, og de agter at stille et alternativt forslag. Herefter vil der formentlig blive truffet en afgørelse.

Siden 1963 er der hvert år blevet redet et “Silver Blaze” galopløb på Aalborg Væddeløbsbane. Siden 1976 er der, som det eneste sted i verden, ligeledes blevet redet et “Professor Moriarty Memorial” galopløb i Aalborg. Begge løb blev indstiftet af Henry Lauritzen, BSI der i en årrække var præsident for Sherlock Holmes Klubben og handicapper ved Aalborg Væddeløbsbane. Det ligger Sherlock Holmes Klubben meget på sinde, at de to traditionsrige løb kan få lov at fortsætte. Vi ser naturligvis helst, at løbene fortsat rides i Aalborg. Men hvis dette skulle vise sig at blive umuligt grundet de nye nedskæringer, er vi åbne for muligheden af at flytte de to løb til enten Århus eller Klampenborg.

Sherlockianere må desværre se i øjnene, at vi i år måske for sidste gang vil se de to galopløb afviklet i Aalborg. Hvis man maler Moriarty på væggen, kan man desuden frygte, om dette vil betyde enden på de to løb. Vi følger situationen nøje og vil bringe datoen for løbene på Aalborg Væddeløbsbane 2014, så snart de er fastlagt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.