Galop i Aalborg

I år rides de to traditionsrige galopløb “Silver Blaze Sweepstake” og “Professor Moriarty Memorial” lørdag d. 9. august fra kl. 13.15. Det er ikke hvert år, løbene afvikles i weekenden, så dette er en enestående chance for Sherlockianere udenbys fra! Vi må også gøre opmærksom på, at der fra politiske side er fremsat forslag om, at galop skal nedlægges i Aalborg fra januar 2015 – mon Moriarty har en finger med i spillet? I hvert fald kan vi risikere, at dette års galopløb bliver de sidste på Aalborg Væddeløbsbane! Kom og vær med til at opleve Henry Lauritzens traditionsrige løb.

“Silver Blaze Sweepstake” er redet hvert år siden 1963, og “Professor Moriarty Memorial” er redet ligeledes hvert år siden 1976. Løbene blev indstiftet af Sherlock Holmes Klubbens mangeårige præsident Henry Lauritzen, som i sin levetid altid udsatte en ærespræmie.

Margit Engelund vandt det første "Silver Blaze" galopløb i 1963 med hesten Kara Mustapha. Her modtager hun blomster samt ærespræmien af Henry Lauritzen, BSI.

Margit Engelund vandt det første “Silver Blaze” galopløb i 1963 med hesten Kara Mustapha. Her modtager hun blomster og ærespræmie af Henry Lauritzen, BSI. Copyright.