Sherlock Holmes Klubben i Danmark

Fremhævet

Sherlock Holmes og hans ven og følgesvend, Doktor Watson, har fået masser af opmærksomhed i de senere år.

Tv-serier som Sherlock, Elementary og Miss Sherlock og film som Sherlock Holmes og Holmes & Watson har åbnet mange, især yngre menneskers øjne for den geniale detektiv og de fire romaner og 56 noveller, som sir Arthur Conan Doyles skrev om deres eventyr i victoriatidens England i selskab med et væld af spændende bipersoner, ikke mindst superskurken professor Moriarty og den skønne Irene Adler, den eneste kvinde, som overvandt Sherlock.

Den fornyede interesse for verdens første og mest geniale rådgivende detektiv er noget, der glæder medlemmerne af Sherlock Holmes Klubben i Danmark. Vi har eksisteret siden 1950 og er det ældste, stadig aktive datterselskab af moderklubben, The Baker Street Irregulars i USA. Og for os er Holmes og Watson lige så spillevende, som de altid har været, når vi læser og genlæser de originale historier.

Nogle af os spiller endda spillet, ’The Game’, som man kalder det, og forestiller os, som om Sherlock Holmes er en virkelig person, hvis meritter der kan forskes i og skrives om med lige så stor autoritet og selvfølgelighed som alle andre historiske skikkelser.