Mandelgaven til alle sherlockianere

Julen står for døren, gør den, og gaverne skal i hus! Ikke mindst den lille, lumske mandelgave, der jo skal passe til alle forskellige julegæster. Må vi hermed tilbyde som ganske eksklusiv medlemsservice at komme med et forslag? Hvad kan være dejligere – efter at have fået den lille, lumske mandel, der, som en anden funklende karfunkel har gemt sig i risalamandens fråds – at pakke op end den fantastiske og anmelderroste nyudgivelse, Storm og Sherlock?

Der er måske flere gaver, det ville være dejligere at pakke op – men ikke andre, som både er skrevet, redigeret & kommenteret af Klubbens egen Palle Schantz Lauridsen – og udgivet på Forlaget Fahrenheit af Klubbens egen Paw Mathiasen!

Storm og Sherlock samler for første gang alle de 27 vidunderligt surrealistiske Sherlock Holmes-tegneseriestriber, Ekstrabladet bragte 1910-11. Den rummer også flotte reproduktioner af andre af Storm P’s meget forskelligartede Holmes-tegninger, samt en række af de Holmes-historier, han skrev. 64 sider i stort, flot indbundet A4-format i rigtigt bibliofilt luksusudstyr!

Anmelderne jublede: “Fyndigt og fyldestgørende forord” – og dét vil du også komme til!

Det er ikke nogen storm i et glas vand; det er Storm og Sherlock! Så køb den i en velassorteret boghandel i nærheden af dig – før din klubkollega.

Du kan jo altid snyde lidt med en ekstra mandel til dig selv…

COMPLIMENTS OF THE SEASON!